Copy
En hymne til det uperfekte
Kære ven

Efteråret er kulmineret og vi er godt inde i oktober. For mange venter efterårsferien lige om hjørnet, men selv er jeg netop hjemvendt fra min årlige efterårsferie i Sverige. Denne gang blev det lidt anderledes, eftersom turen var en gave til min mor, som fyldte 80 år i sommer. Ferien bød på samvær og fælles ture ud. Øland. Kalmar og lidt historie. Keramik i Kosta Boda. Og aftenhygge omkring spisebordet med god mad, vin og brætspil.

Og så lyttede vi til Kim Larsen på Spotify, for det blev på Øland, at vi skulle læse om hans bortgang. På forsiden af en svensk avis. Det var nærmest surrealistisk at stå dér ved havnen i det milde efterårsvejr og se skriften på væggen. Kim Larsen er død. Jamen, kan det virkelig passe? Han har jo altid været dér. I mit liv. Med sine sange og sine tekster. En vidunderlig spillemand og poet var gået bort. Mit hjerte græd.

Jeg skrev ikke, jeg sankede

Normalt tager jeg altid skrivebog og inspirerende bøger med på ferie, men denne gang havde jeg på forhånd lagt alle ambitioner om at skrive væk, selvom det er noget, jeg elsker allermest ved mine ferier. At skrive fra andre steder. Andre udsigter, nye indsigter, ture ud og siden ind. Via ord og stemninger. Men jeg sankede og havde tillid til, at noget ville lade sig skrive senere. At jeg fik det med mig. Ravnene i lysningen midt i skovområdet, der lå tæt på det hus, hvor vi boede. Et par ture alene ud med hundene, hvor jeg som inkarneret introvert kunne trække vejret dybt og få lidt ro til mig selv. Stengærder, køer og de smukkeste efterårsfarver.

Med døden i hælene

Tanker om alderdom og død fulgte med mig og var til stede hele turen. Om lidt bliver her stille, sang Kim Larsen om aftenen fra min brors telefon, mens det for alvor gik op for mig, at min mor er blevet en ældre dame med skavanker og min ældste hund er mærket af sin alderdom. Hun er på vej mod de 13 og hendes timeglas er nok så småt ved at rinde ud. Åh! Det gjorde mig trist, melankolsk, men det tvang mig også tilbage til nuet og jeg indså, at jeg hele tiden har tilstræbt at gøre det perfekt. At det skal være perfekt. Livet. Alderdommen. Mit skriverum og den proces, jeg danser i. Måden jeg skriver og sanker på.

Jeg troede, at jeg havde lagt præstationsprinsessen på hylden, men jeg opdagede hende dér og så, at hun blot havde skiftet farve og karakter. Hun var dér stadigvæk. Og hele tiden har hun trukket mig i retning af det perfekte og gjort mig lidt skør. For det perfekte findes ikke.

Så jeg gav det til skoven, til vinden og havet. Jeg lod det fare, selvom jeg udmærket er klar over, at den slags erkendelser blot skaber grobund for en ny proces i processen. Men jeg opdagede hende. Og jeg pegede hende ud på en kærlig og medfølende måde. Kære præstationsprinsesse, det perfekte findes ikke. Livet er noget rod. Man bliver beskidt, man får våde fødder og man kan dø af det. Livet.

Jeg vandrede lidt med min gamle hund, alene, og lod hende gøre det, hun ville. Snuse. Kravle lidt op på stengærdet. Grave efter mus og se på mig med dé dér øjne. Hvad ved hun som jeg ikke ved? Om livet? Og om døden?

Velkommen til det uperfekte

Hjemvendt fra efterårsferie i Sverige er der én ting, som jeg erkender fra et nyt sted og siger højt som et løfte:

Jeg giver slip på perfektion, den evige higen efter kontrol og byder velkommen til det uperfekte i alle livets facetter. Til livet. Døden. Og alt det midt i mellem. 

Lad mig kende de strofer
Lad mig lære den sang
Lad mig synge, lad mig danse
Til den befriende klang 
af sangen om livet
En hymne til det uperfekte
Vi skriver i livet, byd det uperfekte velkommen

Når vi byder det uperfekte velkommen og giver slip på illusionen om, at det at skrive skal være perfekt, gnidningsløst og partout have et forkromet mål, som vi med inspireret ildhu stiler imod, så skaber vi en åbning. Den kreative proces er hverken lineær eller forudsigelig. Måske har vi mange forestillinger om, hvordan det skal være, men det er, når vi giver slip på de forestillinger og lader livet og skriveprocessen være, som det er og dypper pennen lige dér, at vi får vinger og begynder at kunne flyve. 

En af kvinderne, som deltager i skrivecirkelforløbet Fortællersken, efterårsholdet, startede med at beskrive sit perfekte og ideelle skriverum med alle de skønne ingredienser. Den magelige stol med fåreskindet. Lyset, der på sin helt særlige og ganske perfekte måde flød gennem vinduerne. Vasen med vilde blomster, inspirationen, duftene og den buldrende ild i kaminen. Men. Så opdagede hun det og skrev:

"Mit magiske fortællerum er en illusion. En skrøbelig fantasi og en sejlivet forhindring. Det ideelle, der spænder ben for at kunne fortælle."

Når illusionen om det ideelle spænder ben for at kunne fortælle

Det ideelle spænder ben for at kunne fortælle. Ja! Så fint beskrevet og så sandt. Men ser du, hun var nødt til at skrive det på sin måde, kvinden i Fortællersken, og opdage det selv for at skabe sin åbning. Og det blev en åbning for hende, da hun bød hverdagens almindelighed ind i sit skriveunivers og dyppede pennen lige dér. I det uperfekte.

Vi skriver i livet og der findes ikke en perfekt vej og måde, som vi kontinuerligt kan opretholde og klynge os til, for så udøver vi igen kontrol og tillader ikke kreativitetens cyklus, kringekroge, op- og nedture, ebbe og flod. Så tillader vi ikke livet. Det perfekte findes ikke.

Perfekte øjeblikke

Men der findes perfekte øjeblikke, oaser og steder i os selv, i naturen og på særligt kraftfulde steder, hvor vi kan søge hen og finde tilbage, hvor vi kan nære det indre og hvor healing kan ske. Med det sted er sjældent noget, man en dag finder og hvor man kan blive for evigt. Man må ære det, danse med det og igen give slip.

Jeg finder ofte stedet i mig selv og i naturen, men opdager snart, at jeg ikke bare kan blive dér. Jeg må ud igen, jeg kommer væk, jeg mister grebet, farer vild og ender i tomrum og på tærskler. Jeg vandrer i skoven med døden i hælene og jeg gribes af melankoli og tristesse. Men. Er det ikke den slags store følelser og kontraster, som giver os noget at skrive om og arbejde med? Er det ikke livet i al sin uperfekte skønhed, som skaber grobund for at vi kan skabe os og skabe nyt. Og skrive fortællinger fra det sted. Livet.

Vi må vove at blive beskidte

Som fortællersker må vi have fingrene ned i mulden. Vi må vove at blive beskidte. Danse med og i processen, danse forkert og gøre fejltrin og rejse os igen. Her opstår de perfekte øjeblikke som strofer af noget andet, men det er ikke et endegyldigt mål, selvom det kan være et hvilested og et nyt udgangspunkt.

Det perfekte findes ikke. Og når vi erkender det og tør skrive fra de steder, det sårbare, smertefulde og virkeligt svære, så åbner vi op for en kilde af urkraft og mod i os selv, så bliver vi levende og det samme gør vores ord og fortællinger. Vi skriver i livet. Det perfekte findes ikke.
Vi må gøre skrivearbejdet

Det er så meget, som står i vejen. Det er vores intention, vilje til disciplin og tillid til processen, også når det er svært, især når det er svært, som gør os til fortællersker og som er med til at skabe åbninger og nye veje. Vi må tillade os selv at lege, sjælen elsker at lege, men vi kan også med rette tillade os at kalde skriverejsen for skrivearbejde. Det er en disciplin. Noget, vi kan lære at mestre på en ukontrollerende og uperfekt måde. Men vi må gøre skrivearbejdet. Og lade skrivearbejdet gøre os.

Disciplin skaber magi. Den evige gentagelse. Gennem vinter, forår, sommer og høst. Dug, dis, lys og skygge. Mørke dage, tåge og vind af orkanstyrke. Sol, sommer og varme. Vinterkulde. Disciplin skaber magi.
Livet i oktober

Apropos mørke, det vokser og vinteren nærmer sig. Oktober er her med sine rødbrune farver med strejf af orange og rødt. Badet i sollys er efteråret lige nu en palet af overflod. Men samtidig kalder det på os, mørket og beder os om at træde nærmere. Vil vi opleve harmoni i livet, må vi kende og acceptere både lys og mørke. Carole Carlton siger det så fint omkring tidspunktet for efterårsjævndøgn:

 
The Equinox is past and the balance has tipped.
The earth is abundant, yet now begins to fall into decay,
days are filled with sunshine and yet we tumble into the darkness.
The equinox reminds us
that we must experience both in order to know harmony. 

Rodenergiens tid

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Det er rodenergiens tid.

Det bliver tidligt mørkt. Vi vender næsen hjem og indad, for nu er det tid til at nære det indre og skabe rum til fordybelse, hvor vi kan være, sanke og restituere. Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på alt det ydre, som stresser os og løsriver os fra os selv, sker der noget magisk. Ligesom frøene i jorden spirer vi i mørket, mens vi hviler og tager den med ro.

Mørket slutter sig om os, så det ydre forsvinder for en stund. Vi opfordres til at nære os selv, sanke og lytte. Fra det sted kan vi også skrive.

Rum til vinterord og skriverier

I Vintercirklen, Den indre Rejse inviteres du til at skabe rum til vinterord og skriverier. og lukke op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Du får samtidig en unik mulighed for at skabe skriverum og åbne op for din indre fortællerske. Hun har gaver med til dig.

Vi starter vinterskriverejsen i slutningen af oktober (23.10) og glider ligeså stille ind i vinter, som ugerne går.

Winter is a beautiful time of the year
and the extra hours of darkness allow you to enter
your internal world where riches await your discovery
– Sharlyn Hidalgo –

Vil du skabe rum til ord, skriverier og din vinter?

Så er du velkommen i Vintercirklen, den indre rejse, mit næste eSkrivekursus for kvinder. Dedikeret til mørket, vinteren og det sjælearbejde vi kan gøre via vores ord og skriverier. 

VINTERCIRKLEN, den indre rejse
eSkrivekursus for kvinder

Dér er særlige tidspunkter i livet og på året, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens stemme og sang. Vinteren er et af de tidspunkter.

Vintercirklen, den indre rejse, eSkrivekursus, er en hyldest til vinteren, mørkets gave og det sjælearbejde, vi kan gøre via vores ord. Oplev magien i fortællingens kraft og sæt din skrivelængsel fri i et vinter-skriveforløb for sjæl og hjerte.

Vintercirklen, den indre rejse
Start 23. oktober / Varighed 14 uger
Pris DKK 1050,- inkl. moms
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Der er endnu ledige pladser. Sidste frist for tilmelding er den 21. oktober.

Du finder invitation og detaljer i linket herunder.
Vintercirklen, den indre rejse
Til inspiration, læs også gerne:
Mørket kalder mig hjem
"Om lidt blir her stille
om lidt er det forbi
fik du set det du ville
fik du hørt din melodi

Forladt og alene
danser cirkusprinsessen rundt
går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt, om lidt er vi borte
vi ses måske igen?"

- Kim Larsen -


Tak for sangen, Kim Larsen. Tak for ordene. Tak fordi du på din særlige måde viste vej til skønheden og poesien i det uperfekte og fordi du var. Dig. 
Kærlig hilsen
Lene


Lene Frandsen (c) 2018
Copyright © 2018 Skrivecoach Lene Frandsen, All rights reserved.