Copy
Nyt fra KD

Smittetid og hjertevarme

Det er en helt særlig tid, vi lever i lige nu. Gaderne er stort set tomme, og rigtig mange mennesker er hjemme på ubestemt tid. Mange er nervøse for, hvor længe denne krisetid skal vare og hvad det vil betyde for vores samfund på længere sigt. Det er helt forståeligt.

Jeg vil her bare give jer lidt lyspunkter og en enkelt anke at begynde ugen på.

DANSKERNE VISER SAMFUNDSSIND
Lyspunkterne er, at netop en krisetid som denne får vores inderste værdier frem i os. Rigtig mange danskere har hængt sedler i opgange og blandt naboer, hvor de tilbyder hjælp til at handle og hente medicin for deres isolerede naboer. Mange sundhedsuddannede har tilbudt deres hjælp til vores hårdt trængte regioner.

Vores dygtige personale i det offentlige knokler. De er virkelig samfundets helte og tager et stort ansvar.

Der er samfundssind hele vejen rundt og tusinder af mennesker, som hjælper andre godt gennem krisen. Vi er sat på afstand af hinanden fysisk, men er rykket tæt sammen i hjerterne. Det er godt at se og gør mig stolt af mit samfund og folk. Danmark er verdensmester i tillid og frivillighed. Det kan man mærke i disse tider.

Så hold humøret højt og hjælp hinanden. Det har vi brug for.

DE SMÅ VIRKSOMHEDER OG ENKELTMANDSVIRKSOMHEDERNE HAR BRUG FOR HJÆLP
Regeringen har håndteret krisen godt og alvorligt. De lytter heldigvis til gode eksperter. Eneste problem er, at de har glemt de små virksomheder og enkeltmandsvirksomhederne. Små caféer, frisører og iværksættere må i disse dage give op. Det er deres drømme og opsparinger, som går tabt i små virksomheder, som ikke kan klare krisen. Regeringen har ikke tilbudt dem hjælp endnu.

Der bør tilbydes dagpenge til iværksættere, uden at de skal sælge virksomheden. De skal hjælpes godt gennem krisen og er særligt sårbare lige nu. De står ikke øverst på listen og skattebetalinger i det offentlige og er derfor nemme at overse. Men de er vigtige for vores samfund og vores evne til innovation og frihed i fremtiden. Det har jeg skrevet lidt om på min blog på jp.dk, hvor du kan læse mere og deltage i debatten.

Del på facebook
Del på twitter
Del pr. email
Isabella Arendt
Landsformand for KD
KristenDemokraternes Landskontor
Vermlandsgade 51, 2. | 2300 København S
Tlf. 33 27 78 10 (kl. 10-15) | Email: kd@kd.dk
Bankkonto: 5470-2037886

Opdatér dine kontaktoplysninger | Forlad KD's mailingliste

Email Marketing Powered by Mailchimp