Copy
Nyhedsbrev #10 - december 2020
VI ØNSKER ALLE EN GLÆDELIG JUL & GODT NYTÅR FRA UNGEINDSATSEN

Et helt usædvanligt år er gået med omstilling fra én virkelighed til en anden - nærmest natten over. Hvad kommer vi til at tale om i året, der kommer? Jeg ser en Ungeindsats, der trådte i karakter og tog ansvar overfor borgerne og samarbejdspartnere, da det var mest nødvendigt. Jeg ser nye sider af kreativiteten fra medarbejdere, nye og mere effektive arbejdsgange og større involvering af de unge. Jeg ser et stærkere fællesskab og fortsat udvikling af vores samarbejdsflader hele vejen rundt om den unge.

En stor tak til alle fagprofessionelle med interesse i de unge i Glostrup. Den fælles indsats har været drivkraften for vores kerneopgave. Og det er blevet endnu mere tydeligt under Corona. Jeg håber at I vil dele de sidste historier i år med os fra Ungeindsatsen. Vi vender stærkt tilbage i 2021!

Rigtig Glædelig Jul & Godt Nytår

Ayhan Gormez, leder af den kommunale Ungeindsats.
STU - en 14-årig teenager i udvikling!
Af Jela Jørgensen, Koordinerende Uddannelsesvejleder UUE - Ungeindsatsen.
I år er den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) blevet 14 år. Der er kommet flere tilbud til, men det er stadig uddannelsens formål at sikre, at unge med funktionsnedsættelser får en uddannelse i et ungdomsmiljø - og med et beskæftigelsesperspektiv, der understøtter, at de fremadrettet kan leve et så aktivt og selvstændigt liv, som overhovedet muligt.

INDIVIDUELT PERSPEKTIV OG SAMARBEJDE


Det essentielle ved et STU-forløb er det særligt tilrettelagte og individuelle perspektiv på den unges interesser, motivation, ressourcer, udfordringer m.v. Det individuelle fokus kan udmønte sig så forskelligartet som fx at få en hundetræneruddannelse, deltage i undervisning i japansk, designe computerspil, være i praktik på en kirkegård og meget, meget mere, når bare endemålet er en forbedring af den unges evne til mestring og udfoldelse - et aktivt og selvstændigt liv.
Intensivt "detektivarbejde"
Det individuelle perspektiv starter allerede, inden en STU er bevilget. Udgangspunktet er naturligvis en vurdering af, om den unge er i målgruppen, men derefter starter det intensive ’detektivarbejde’ med en afklaring af, hvem den unge præcis er, og hvad der skal til, for at den unge får et optimalt udbytte af sine tre år på STU. I afklaringen indgår forhold som tidligere skolegang, diagnoser, funktionsbeskrivelser, faglige, personlige og sociale mål og meget mere. Næste skridt er besøg og praktikker på relevante STU-skoler. Valget af STU-skoler sker altid i tæt dialog med den unge og evt. også med forældrene.
Et godt fundament for den unge
I Glostrup har vi ca. 20 unge i gang på STU. Glostrup er en del af en rammeaftale, sammen med 15 andre kommuner, hvor der samarbejdes med 46 forskellige STU-skoler. Vi er glade for at kunne tilbyde den unge en uddannelse, også selvom det måske ikke fører til fuld selvforsørgelse efterfølgende. Uddannelsen giver altid de unge et bedre fundament at stå på bagefter.
78Nieren - læring i øjenhøjde
Af Stefan Bredo Jensen, leder af Ungdomsskolen - Ungeindsatsen.
Ungdomsskolen er en social kritisk arbejdsplads!
På trods af omfattende restriktioner, holder Ungdomsskolen åben for de mest sårbare unge - herunder undervisningstilbuddet 78Nieren. Ungdomsskolens medarbejdere er også på gaden mellem jul og nytår for at understøtte gadearbejdet i samspil med gademedarbejderne fra Varmeværket. 

FORANDRING RAMMER MÅLGRUPPEN SÆRLIGT HÅRDT


78Nieren er et skoletilbud for elever i 7. til 10. klasse, der ikke trives i en almindelig folkeskole. Eleverne kommer fra hele Glostrup og er oftest kendt i systemet og familieafdelingen. De unge kan have mange forskellige problematikker - også én eller flere diagnoser, andre fungerer bare ikke i et normalt skolemiljø.

Det er typisk unge som har haft det mærkbart svært under Corona - og som stadigvæk er ramt af Corona og restriktioner. Vi er derfor meget opmærksomme på de unge - at skabe trygge og imødekommende rammer, som de kan komme i hver dag. Erfaringer fra den sidste nedlukning af Ungdomsskolen viste tydeligt, at de unge manglede et fast ståsted, interaktion med andre unge samt lærernes empati og nærvær. 
INDIVIDUEL VURDERING - hvor er du nu?

78Nierens faglige sigte er som udgangspunkt at møde eleven, der hvor han/hun nu er. Det gælder både fagligt, men også mentalt den pågældende dag. Har den enkelte unge ikke har lyst til dansk i dag, så er der ingen grund til at tvinge det igennem. Vi underviser bare eleven i engelsk eller matematik - og så kommer danskundervisningen nok hen ad vejen. Vores fokus er rettet mod 
elevens individuelle færdigheder og kompetencer, hvor kerneopgaven er at ruste dem til at gennemføre en afsluttende afgangsprøve i 9. klasse.
Pædagogiske- og læringsmæssige fokuspunkter:
Tæt forældresamarbejde - elevansvar - anerkendende tilgang - relationsarbejde - udvikling af individuelle, sociale og faglige kompetencer - positiv reformulering - nye narrativer - nærmeste udviklingszone - fokus på elevens ressourcer - struktur - forudsigelighed og genkendelighed - tillidsfuldt og tryghedsskabende miljø - kost- og træningsvejledning.
Hele vejen rundt om den unge
Der arbejdes og koordineres på tværs af læringsrummet og ungdomsuddannelserne med brobygningsforløb og individuelle praktikker. Vi har ligeledes tæt kontakt til forældrene for at skabe en fælles linje - og understøtte den enkelte elevs udviklingspotentiale. Det gælder både i i skolen, men også i fritiden og hjemme. I fællesskab arbejder vi os hen imod den rette hylde - og forbereder den unge på det videre uddannelsesforløb.

De fleste elever kommer ud af 78Nieren med en 9. klasses afgangsprøve i dansk, engelsk og matematik. Nogen har dog så svære udfordringer, at de skal videre til et STU-forløb.
Virksomhedskonsulent under Corona
En Coronahistorie blandt mange. Af Avi Kremlovski, Virksomhedskonsulent UUE - Ungeindsatsen.
Et øjebliksbillede, kort forinden Coronakrisen
Stor efterspørgsel på arbejdskraft - brancher i vækst - lav ledighed - unge der kan og vil arbejde, er i arbejde eller uddannelse – mange beskæftigelsesrettede aktiviteter for sårbare unge – mange langvarige praktikker og løntilskud med henblik på ordinær beskæftigelse, løntimer eller vurdering af arbejdsevne – tid til refleksion, fællesskab og udvikling - overskud og tid til fordybelse i de svære sager.
FØRSTE CORONABØLGE - hjemsendelsen

Coronakrisen synes at komme i bølger. Den første bølge lukkede UUE, ligesom alle andre. Væk var den tætte og direkte kontakt til de unge, nære samarbejdspartnere og erhvervsliv. Alle borgerrelaterede aktiviteter i virksomhederne blev afsluttet. De unge blev sendt hjem uden afklaring. Mange virksomheder var lammede og måtte også sende betroede medarbejdere hjem på lønkompensation. Al energi rettes nu mod kontakten til de sårbare unge på tværs af hele Ungeindsatsen samt jobåbninger i særligt detailbranchen.

Massiv tilgang af ledige unge
Så kom eftertrykket fra de mange nedlukninger i det private erhvervsliv. En stor gruppe af særligt unge ufaglærte og dagpengemodtagere ramte UUE. En udfordrende og svær opgave for især sagsbehandlerne, ligesom netværket af arbejdsgivere var reduceret. Vi havde ikke længere den samme værktøjskasse eller de samme handlemuligheder - og der var mange spørgsmål fra unge, der var usikre og bange for fremtiden.
Hurtig omstilling
UUE blev organiseret til omstilling, tydelig prioritering og fordeling af vigtige arbejdsopgaver. Særligt den digitale kontakt til de unge, blev sat i system, ligesom der blev oprettet en ekstraordinær arbejdsgruppe på tværs af UUE med fokus på det stigende antal dagpengemodtagere. En målgruppe som UUE ikke tidligere har arbejdet med. 
TILBAGE PÅ RÅDHUSET - genopbyggelsen efter sommerferien

Oplevelsesindustrien har stadigvæk mange hjemsendte medarbejdere, men erhvervslivet lever videre og efterspørger arbejdskraft. Særligt midlertidige jobs indenfor transport og pakkebranchen er i vækst, ligesom detail, rengøringsbranchen og byggebranchen. Pilen peger nu mod de unge som kan og vil i arbejde – og som kan motiveres eller opkvalificeres mod nye jobåbninger. Dialogen med det nære netværk er hurtigt på niveau igen. Og der bygges bro mellem kvalificerede unge og arbejdsgivere. 
Positiv energi og styrke til at nå i mål
For at nå i mål med kerneopgaverne blev det en forudsætning for alle, hurtigt at kunne omstille sig i takt med prioriteringer og efterspørgsel, komme hurtigt op i gear - men også udvise ekstra vilje til at hjælpe hinanden på tværs af hele Glostrup Kommune. De samme vilkår ramte borgerne, der i den grad blev udsat for betydelige forandringer - der kaldte på den enkeltes evne til selvoprejsning og samfundssind. En fælles indsats på tværs af hele Ungeindsatsen og i tæt samspil med de unge, erhvervslivet, fagforeninger, uddannelsesinstitutioner osv.

Ungeindsatsen skruer op for nye indsatser
Igennem hele 2020 har der været behov for at gøre en ekstra indsats på flere områder. Her er eksempler på nye beskæftigelsesrettede og forebyggende indsatser i Ungeindsatsen i 2020: 


- Flere samtaler med de sårbare unge - Opgradering af kontaktpersoner/flere gademedarbejdere på gaden - Mange nye sommerferieaktiviteter for udsatte unge og familier - Oprettelse af arbejdsgruppe med særligt fokus på dagpengemodtagere under 30 år - Nye samarbejdsaftaler med virksomheder - Nye aftaler med eksterne leverandører - Forebyggende lommepengeprojekt - Hjørnesten, åben og anonym rådgivning for unge og forældre.
Virksomhedskonsulentens bekymringer
Det er som en rutsjebanetur. Vi er igen blevet hjemsendt, men ikke lukket ned. Vores beskæftigelsesrettede indsatser ude i virksomhederne er fortsat aktive, hvilket har stor betydning for især vores sårbare og udsatte unge. Man kan blive bekymret for at aktiviteterne fremadrettet bliver lukket ned - og vi er tilbage på 0. 

Hvad sker der når lønkompensationerne ikke længere er en mulighed - ligesom de midlertidig jobs ikke længere efterspørges? Hvor hurtigt vil oplevelsesindustrien rejse sig igen? Hvad hvis Coronakrisen fortsætter et godt stykke ind i 2021? Der er allerede brugt mange ekstra ressourcer og kræfter på at rejse UUE igen - ligesom de unge og samarbejdspartnere er ved at være godt udmattede. Coronatræthed.

HVOR ER VI NU?

De fleste dagpengemodtagere under 30 år er enten kommet videre i uddannelse eller job. Det samme gælder en stor del af unge på uddannelseshjælp. Den mest sårbare gruppe er ved at være tilbage i tilbud, nye praktikker og løntilskud - og vi kan nu se udbytte af vores samarbejdsaftaler med private virksomheder. Nye forebyggende indsatser er ved at blive implementeret og kan evalueres i 2021. Og der er fortsat efterspørgsel på både faglært og ufaglært arbejdskraft i de førnævnte brancher. Det er lykkedes for Ungeindsatsen hurtigt at komme tilbage på sporet - og måske også et par skridt videre med nye redskaber i værktøjskassen 2021.
Se mailen i din browser

Husk på højreklikke på billedet og vælg indlæs for at se billeder
Copyright © 2022 Ungeindsats | Glostrup Kommune, All rights reserved.